torsdag den 22. oktober 2009

Handleforslag

Når man som pædagog har set sådan en episode, er det vigtigt at handle efterfølgende. Vi har valgt nogle handleforslag, som forhåbentlig kan føre til, at en lignende episode ikke gentager sig.

Det første man bør gøre er at tage en snak med alle de implicerede børn. De skal alle, hver især, have lov til at forklare hvordan de har oplevet situationen.

Pædagogens næste opgave er at tale med drengenes forældrene og forklare hændelsesforløbet, mens han/hun forholder sig professionelt og objektivt til forklaringen.

Den næste store opgave der ligger foran er at se på institutionens kultur. Er der noget pædagogerne ikke har set, er der opstået en kultur mellem drengene som ikke er hensigtsmæssig, og som man har været blind overfor?

Konkret har man i en længere periode været opmærksom på at drengene er hårde over for hinanden.

Derfor kan en af handlemulighederne være at lave et projekt, f.eks sørøverprojekt, med drengene på 4 -og 5 år, et par gange om ugen, over en længere periode. Formålet med projektet er først og fremmest at styrke det enkelte barns personlige udvikling og alle drengenes sociale kompetencer. Projektet bør tilrettelægges således, at alle de kompetencer børnene skal udvikle inden skolestart, jvf. Dagtilbudsloven afsnit II, kap. 2, §8 stk. 2, stk. 3, stk. 4 og §9 stk. 2 omhandlende læreplaner, bliver tilgodeset.

Løbende skal pædagogerne reflektere og vurdere børnenes samspil og udvikling. Hvis nødvendigheden opstår skal tværfagligt samarbejde benyttes, f. eks. talepædagog, vejledningspædagog, netværksmøde m.m.

Sideløbende med drengeprojektet, skal hele personalegruppen være opmærksomme på- og arbejde aktivt for - en god institutionskultur og ordentlig kommunikation i hele børnehaven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar