Perspektivering

Grunden til vi har valgt netop denne praksisfortælling, er at vi er chokerede over grovheden fra så små børn, og undrer os over hvad der kan få børn i den alder til, at udføre handlinger, som til forveksling, ligner det vi hver uge hører om igennem medierne? F.eks. bandeopgør, overfald, drab, jalousiopgør er bare for at nævne nogle af de forfærdelige ting som øjensynligt er blevet dagligdag i vores samfund.
At det rækker helt ned til små børn er skræmmende men det gør jo netop vores arbejde særlig vigtigt og betydningsfuldt. Som pædagog har vi muligheden for at gøre en forskel og over tid, måske også ændre samfundet.

Handleforslag

Når man som pædagog har set sådan en episode, er det vigtigt at handle efterfølgende. Vi har valgt nogle handleforslag, som forhåbentlig kan føre til, at en lignende episode ikke gentager sig.

Det første man bør gøre er at tage en snak med alle de implicerede børn. De skal alle, hver især, have lov til at forklare hvordan de har oplevet situationen.

Pædagogens næste opgave er at tale med drengenes forældrene og forklare hændelsesforløbet, mens han/hun forholder sig professionelt og objektivt til forklaringen.

Den næste store opgave der ligger foran er at se på institutionens kultur. Er der noget pædagogerne ikke har set, er der opstået en kultur mellem drengene som ikke er hensigtsmæssig, og som man har været blind overfor?

Konkret har man i en længere periode været opmærksom på at drengene er hårde over for hinanden.

Derfor kan en af handlemulighederne være at lave et projekt, f.eks sørøverprojekt, med drengene på 4 -og 5 år, et par gange om ugen, over en længere periode. Formålet med projektet er først og fremmest at styrke det enkelte barns personlige udvikling og alle drengenes sociale kompetencer. Projektet bør tilrettelægges således, at alle de kompetencer børnene skal udvikle inden skolestart, jvf. Dagtilbudsloven afsnit II, kap. 2, §8 stk. 2, stk. 3, stk. 4 og §9 stk. 2 omhandlende læreplaner, bliver tilgodeset.

Løbende skal pædagogerne reflektere og vurdere børnenes samspil og udvikling. Hvis nødvendigheden opstår skal tværfagligt samarbejde benyttes, f. eks. talepædagog, vejledningspædagog, netværksmøde m.m.

Sideløbende med drengeprojektet, skal hele personalegruppen være opmærksomme på- og arbejde aktivt for - en god institutionskultur og ordentlig kommunikation i hele børnehaven.

Konklusion

Vi kan konkludere at der kan være flere årsager til at drengene reagerer som de gør, Men vi er ikke istand til at vurdere om det handler om kommunikationen, habitus eller transaktionen. Der kan også være endnu flere årsager end dem vi her har bearbejdet.
Konklusionen bør også være at institutionen må ind og se på institutionskulturen, børnenes sociale relationer og egen pædagogisk praksis.

Teoretisk analyse

På baggrund af vores teorigennemgang, af de begreber vi har lagt vægt på, vil vi forsøge at belyse hvorfor drengene reagerer som de gør i vores praksisfortælling.

Praksisfortællingen kan anskues fra flere forskellige kommunikationsvinkler. Det første vi kan konkludere er, at der ikke er ret meget kommunikation via ord, men det har heller ikke særlig stor betydning, ifølge Hersey og Blanchard tillægges tonefaldet og kropssproget nemlig meget større betydning. Ifølge Habermas's kommunikationsteori bør enhver dialog opnå idealet ved at være herredømmefri kommunikation, hvilket ikke opnås i denne kommunikation. I følge Susanne Idun Mørch fremkommer en konkret kommunikation på en baggrund, som præger den, hermed menes kultur. Vi kan undrer os over hvilken kultur, den kommunikation som foregår i vores praksisfortælling, kommer fra. Er det en del af en socialiseringsproces mellem børnene på legepladsen, eller er den en del af den anråbende drengs private kultur, og hvad er det mon han vil dele? Man må sige at hans kommunikation er klar og tydelig, og den bliver da heller ikke fejlfortolket af de to andre 5 årige. Men heri opstår så diskussionen om etik og moral og drengenes habitus.

I forhold til habitus er det mest interessant at betragte den dreng som råber "angrib". Bourdieu taler om primær habitus hvor barnet gennem erfaringer og opvækst, inlejrer en række dispositioner i kroppen. Den primære habitus skabes i familien, mens den sekundære habitus dannes gennem værdier og praksisser i vores sociale liv bl.a. børnehaven. Da vi ikke kender drengens familie og opvækst, har vi ikke mulighed for at vurdere om hans reaktion er en del af de dispositioner han har dannet i primær habitus. Vi må antage at det heller ikke er i børnehaven det er lært, men vi har dog ikke mulighed for, at vide om drengen har færdes i et andet miljø, hvor han har dannet sekundær habitus.

Når vi anskuer praksisfortællingen igennem transaktionsanalysen foregår der tre forskellige transaktioner:

• Episoden med de tre fireårige drenge Albvert, Bertil og Carl
• Episoden hvor de tre femårige kommer på banen
• Pædagogernes ankomst
  

Men vi vender vores opmærksomhed i mod nummer 2.

Anden episode:

De tre femårige, hvor den ene er lederen af deres gruppe. Lederen råber pludselig "Angrib Ham", selvom deres leg ikke er forbundet med de andres. Derefter angriber både de femårige og de to fire årige Albert.
Handlingen her går fra ingen indblanding, til pludselig samarbejde mellem de fire- og femårige. Lederen er drengen som råber "Angrib Ham" og de andre er aktører, som følger deres leder. Lederen må have en stærk personlighed, siden de andre føler de også skal angribe Albert.
Albert er her ikke med i kommunikationen og er ikke lederen mere. Den femårige overtager Alberts venner og styrer angrebet mod Albert. De to fireårige er stadigvæk i den samme rolle, fordi de ikke er styrende, men er nu modtagelige for den ordre, som den femårige lederen råber.
Der er ikke ligeværdig kommunikation her. Albert er nederst i hirekiet, derefter kommer de to femårige og de to fireårige. Øverst i hirekiet er den femårige, som råber ordren "Angrib Ham"

Den femårige (leder) er muligvis i en rolle som Ophav, fordi han måske bare gør det, som han har lært er normalt at gøre.

Når vi indrager Dagtilbudsloven, i afsnittet omkring læreplaner, om hvilke kompetencer børn fra 0 - 6 år skal have, kan vi vurdere at nogle af disse kompetencer ikke er udviklet tilstrækkeligt, hos drengene i denne praksisfortælling. Pædagogerne i institutionen bør gå ind og se, hvordan disse kompetencer bedre kan videreudvikles. Det er lederens ansvar at lærerplanerne bliver fulgt og evalueret. Samfundet ser helst at børn udvikler gode færdigheder, så de kan begå sig og være en del af samfundet senere i livet.

Habitus

Når man nævner Habitus må man også nævne Pierre Bourdieu.
Pierre Bourdieu var en fransk sociolog (1930 – 2000) der har udviklet en sociologisk teori, der beskriver de indbyrdes magtforhold imellem klasser og grupper i samfundet og også magtkampen inden for de enkelte grupper.

Bourdieu understreger at de sociale forhold under opvæksten, herunder familiens økonomi, uddannelsesmæssige, kulturelle og sociale status kommer til at præge børnene helt ind i voksenalderen, også forældrenes ønske på deres børns vegne er en del af deres arv.

HABITUS
Bourdieu antager, at der i det enkelte menneske, gennem deres opvækstmiljø og erfaringer, indlejres en række dispositioner, der sidder i kroppen. Menneskets habitus, som Bourdieu kalder det, skabes af den praksis, man oplever i familien hvor barnet fra første færd erfarer forældrenes håndtering af dagligdagens forskellige områder.
Den habitus man har opbygget har altså en afgørende betydning for den måde man agerer på. Alle erhverver sig en personlig habitus, men den vil ofte være lig med den habitus, som mennesker med samme livsbetingelser har. Habitus er aktørernes måde at forstå deres kultur på.
Den personlige habitus er opbygget ud fra forskellige livsområder vi har levet og lever i. Gennem vores opvækst har vi dannet en primær habitus. Gennem vores sociale habitus i skolen (børnehaven) har vi dannet en sekundær habitus gennem de værdier og praksisser som hersker her.
Kilde: Sociologi, Poul Brejnrod 1.udgave, 1. oplag 2007

Transaktionen

Fra Forfatteren Susanne Idun Mørch bog:
Kommunikationskultur, samtaler i pædagogisk arbejde
1.udgave, 2 oplag, 2008 - Forfatteren og Academica, Århus 2008.

Den amerikanske psykiater og psykoanalytiker Eric Berne (1964) er foregangsmanden for transaktionsanalysen (TA)

Transaktion er Bernes betegnelse for samspillet mellem mennesker.

Transaktionsanalysen beskæftiger sig med at finde ud af, hvilke jeg-tilstande og postioner der står bag ved kommunikationen hos såvel afsender, som modtager af et budskab.

Berne opererer med tre begreber:

• Ophav: Vi har allesammen noget af vores forældre i os. Derfor reagere vi på sammen måde, som de ville have gjort, hvis vi er i en tilstand, hvor vi egentlig har samme holdninger, følelser, ordvalg osv. som vores forældre havde i samme situation. Så befinder man sig i den posision, som Bern kalder Ophav.
• Voksen: Når man er være i stand til, at være objektiv og kan bearbejde en situation og forholde sig til den. Så er man i en tilstand, hvor man kan arbejde selvstændigt og lave en vurdering over en situation uden at få problemer eller være fordømmende. Altså uden indflydelse fra de andre to positioner. Så befinder man i en position, som Bern kalder Voksen.
• Barn: Alle har barnet i sig uanset om man er mand eller kvinde, pige eller dreng. Når man kommer i samme tilstand og reagere på samme måde, som da man var barn, Ja, så befinder man sig i en position, som Bern kalder Barn.

Komplementære = Transaktioner som er ukomplicerede, dvs. at Samtalen former sig ligeværdig mellem begge parter.

De krydsede eller skjulte transaktioner = Transaktioner som er komplicerede, dvs. at samtalens partner har måske en skjult dagsorden. Eller man kan høre at en voksen taler til en anden voksen, som om vedkommende var et barn. Eller den voksne opfatter sig selv som et barn.

Ved at bruge transaktionsanalysen kan vi få øje på ting, som vi måske ellers ikke ville kunne se bare ved at læse praksisfortællingen. Her kan vi dykke ned i personerne og forsøge at finde konteksten i, hvorfor angrebet finder sted.

Kommunikation

For at få et billede af hvad praksisfortællingen indeholder af kommunikation, må vi spore os ind på hvad kommunikation egentlig ER?

Kommunikation kommer af det latinske communicare, som betyder at gøre fælles eller at dele med nogen.

Den tyske filosof Jürgen Habermas beskriver i sin teori om kommunikation (Theorie des kommunikativen Handelns, 1981) at;

Sprog er en form for handlen blandt mennesker. Når mennesker kommunikerer, gør de noget med sproget; de handler.

Habermas's teori handler om 4 forskellige talehandlingstyper der alle har et gyldighedskrav, som kort fortalt betyder at når vi handler med sproget – altså når vi kommunikerer – forpligter vi os til at tale sandt, rigtigt, oprigtigt og forståeligt. Denne dialog beskrives som herredømmefri kommunikation, den bevæger parterne fri af magtpositioner og herved opnås det Habermas kalder idealet.

Men opnår vi så altid idealet? Vi ved af erfaring, at det ikke altid er tilfældet og kommunikationsteoretikerne Hersey og Blanchard (M. Wahlgreen skriver i artiklen ”kommunikation i den pædagogiske praksis, i grundbogen Pædagoguddannelsen på tværs, 2008, red. Af Høyer og Hamre) har påvist, via forskning om interpersonel kommunikation, at vi gennemsnitlig forstår;

- 7 % af de ord vi hører.
- 38 % af stemmen/tonefaldet.
- 55 % af kropssprog.

Deraf kan vi tillægge Susanne Idun Mørch’s antagelse i bogen Kommunikationskultur samtaler i pædagogisk arbejde, 1udg. 2. Opl. 2008, s. 14 en vis sandhedsværdi. Hun skriver;

”kommunikative kompetencer er baseret på en opøvelse af opmærksomhed på og bevidsthed om de mange mulige niveauer i kommunikative processer”.

De tre centrale opmærksomhedsområder hun har i fokus, er bevidstheden om

- De signaler, man udsender, når man kommunikerer.
- Hvordan signaler kan modtages og påvirke modtageren.
- Hvordan signaler modtages af og påvirker en selv.

En konkret kommunikation fremkommer på en baggrund, som præger den. Meningen med et udsagn opstår således i og afgøres af den kontekst det indgår i. Dette kan vi lede videre til kulturbegrebet, idet alle møder mellem mennesker kan forstås som kulturmøder.