Teoretisk analyse

På baggrund af vores teorigennemgang, af de begreber vi har lagt vægt på, vil vi forsøge at belyse hvorfor drengene reagerer som de gør i vores praksisfortælling.

Praksisfortællingen kan anskues fra flere forskellige kommunikationsvinkler. Det første vi kan konkludere er, at der ikke er ret meget kommunikation via ord, men det har heller ikke særlig stor betydning, ifølge Hersey og Blanchard tillægges tonefaldet og kropssproget nemlig meget større betydning. Ifølge Habermas's kommunikationsteori bør enhver dialog opnå idealet ved at være herredømmefri kommunikation, hvilket ikke opnås i denne kommunikation. I følge Susanne Idun Mørch fremkommer en konkret kommunikation på en baggrund, som præger den, hermed menes kultur. Vi kan undrer os over hvilken kultur, den kommunikation som foregår i vores praksisfortælling, kommer fra. Er det en del af en socialiseringsproces mellem børnene på legepladsen, eller er den en del af den anråbende drengs private kultur, og hvad er det mon han vil dele? Man må sige at hans kommunikation er klar og tydelig, og den bliver da heller ikke fejlfortolket af de to andre 5 årige. Men heri opstår så diskussionen om etik og moral og drengenes habitus.

I forhold til habitus er det mest interessant at betragte den dreng som råber "angrib". Bourdieu taler om primær habitus hvor barnet gennem erfaringer og opvækst, inlejrer en række dispositioner i kroppen. Den primære habitus skabes i familien, mens den sekundære habitus dannes gennem værdier og praksisser i vores sociale liv bl.a. børnehaven. Da vi ikke kender drengens familie og opvækst, har vi ikke mulighed for at vurdere om hans reaktion er en del af de dispositioner han har dannet i primær habitus. Vi må antage at det heller ikke er i børnehaven det er lært, men vi har dog ikke mulighed for, at vide om drengen har færdes i et andet miljø, hvor han har dannet sekundær habitus.

Når vi anskuer praksisfortællingen igennem transaktionsanalysen foregår der tre forskellige transaktioner:

• Episoden med de tre fireårige drenge Albvert, Bertil og Carl
• Episoden hvor de tre femårige kommer på banen
• Pædagogernes ankomst
  

Men vi vender vores opmærksomhed i mod nummer 2.

Anden episode:

De tre femårige, hvor den ene er lederen af deres gruppe. Lederen råber pludselig "Angrib Ham", selvom deres leg ikke er forbundet med de andres. Derefter angriber både de femårige og de to fire årige Albert.
Handlingen her går fra ingen indblanding, til pludselig samarbejde mellem de fire- og femårige. Lederen er drengen som råber "Angrib Ham" og de andre er aktører, som følger deres leder. Lederen må have en stærk personlighed, siden de andre føler de også skal angribe Albert.
Albert er her ikke med i kommunikationen og er ikke lederen mere. Den femårige overtager Alberts venner og styrer angrebet mod Albert. De to fireårige er stadigvæk i den samme rolle, fordi de ikke er styrende, men er nu modtagelige for den ordre, som den femårige lederen råber.
Der er ikke ligeværdig kommunikation her. Albert er nederst i hirekiet, derefter kommer de to femårige og de to fireårige. Øverst i hirekiet er den femårige, som råber ordren "Angrib Ham"

Den femårige (leder) er muligvis i en rolle som Ophav, fordi han måske bare gør det, som han har lært er normalt at gøre.

Når vi indrager Dagtilbudsloven, i afsnittet omkring læreplaner, om hvilke kompetencer børn fra 0 - 6 år skal have, kan vi vurdere at nogle af disse kompetencer ikke er udviklet tilstrækkeligt, hos drengene i denne praksisfortælling. Pædagogerne i institutionen bør gå ind og se, hvordan disse kompetencer bedre kan videreudvikles. Det er lederens ansvar at lærerplanerne bliver fulgt og evalueret. Samfundet ser helst at børn udvikler gode færdigheder, så de kan begå sig og være en del af samfundet senere i livet.